Ledige akademikere skal skabe vækst
Det Lokale Beskæftigelsesråd i Kolding Kommune imødekom på sit møde den 16. december 2010 en ansøgning fra VirksomhedsNetværket omkring et nyt initiativ for ledige akademikere. Projektet bygger på ideen om etablering af et såkaldt "Innovationsråd" bestående af ledige akademikere fra Kolding.
Projektet der løber i hele 2011 går ud på, at Innovationsrådet (de ledige akademikere) besøger lokale virksomheder, og giver dem gode ideer til, hvordan de kan løse nogle af deres udfordringer. Ideer der kan omsættes til handling og vækst. Samtidig skal Innovationsrådet synliggøre de højtuddannedes kompetencer overfor beslutningstagerne i virksomhederne, så de bliver nemmere at finde job.
Innovationsrådet kickstarter processen med en tur i træningslejr hos proceskonsulent Carsten Borch - i træningslejren skal de ledige akademikere træne i at tænke i forretningsudvikling, og de får viden om, hvad virksomhederne efterspørger. Træningslejren skal gøre dem kampklare, så de kan udskifte bænken (arbejdsløsheden) med spilletid (arbejde).

